Tag på campertur i Tysklands natur
Af Søren Dalsgaard, journalist og camperturist
Udgivet 20. juni 2024
Vil du opleve natur, der er langt større, mere afvekslende og som kan udfordre dig, så kør syd for grænsen. Her venter Tysklands 16 nationalparker, 104 naturparker og 18 UNESCO biosfære-reservater, der tilsammen dækker ca. 32 % af landets areal.
Kæmpe skove, bjerge, floder og søer i massevis. Rammerne er derfor på plads, hvad enten du vil cykle, vandre eller blot nyde naturens stilhed og udsigten fra din holdeplads ved vandet. Fordelene ved at tage på campertur i Tyskland er flere: Du behøver ikke køre særlig langt, før du oplever at være i udlandet, meget er billigere end i DK og så er her tusindvis af gode stellpladser.
Allerede i Schleswig-Holstein venter de første naturparker: Holsteinische Schweiz med sine mange søer omkring Plön indbyder til en bådtur, og Hüttener Berge med Sydslesvigs højeste punkt, Scheelsbjerg (106 m) inviterer til en god gåtur.
Tysklands 13 vindistrikter serverer, som her i Durbach i Baden,
gode muligheder for at opleve vinmarkerne og deres flydende
produkter.
Trækfugle i millioner
Kører du ud til Vadehavet, finder du den største nationalpark i Centraleuropa. Den tyske del af Vadehavet er langt den største og strækker sig fra den dansk-tyske grænse i nord til Elbens udløb i syd. Tidevandet skaber trækfuglenes spisekammer og deres mangfoldighed er et imponerende skue.
Diger som værn mod oversvømmelser er kommet endnu mere i fokus grundet klimaforandringernes voldsomme regnskyl og storme. I de flade områder giver digerne udsigt og gode muligheder for at vandre og cykle.
Syd for Hamburg passerer du lyngklædte Lüneburger Heide, der er blandt landets ældste naturparker. Den er særlig flot i august-september, når lyngen blomstrer, og her summer af travle honningbier.
Følg floderne og livet på dem
Tyskland er 8 gange større end Danmark, og nok er landets kystlinje beskeden, men til gengæld er landet spækket med floder og kanaler foruden rigtig mange søer, man sagtens kan bade i.
Rhinen, Elben, Weser, Mosel, Donau, Main og Spree. En opremsning af de tyske floder kan fortsætte længe, for landet er gennemskåret af floder – både kendte og mindre kendte. Læg hertil alle deres bifloder og de mange kanaler, der forbinder dem.
Når du kører gennem Tyskland, får du mange muligheder for at følge floderne gennem de landskaber, de har skabt. Vil du parkere med udsigt til vand, så er floderne helt oplagte. Vandvejene har gennem historien været transportveje og langs dem ligger utroligt mange spændende byer – de fleste med en stellplads eller to.
Mange af floderne er så store, at de har en livlig trafik af især tungtlastede flodpramme og luksuriøse flodkrydstogtskibe bygget til at komme gennem sluserne. Der er meget at se på langs floderne.
Vi følger ofte floderne og de smukke landskaber, de har formet
gennem tiden. Her et udsigtspunkt ved Weser.
Trækker bjergene i dig?
De nærmeste bjerge finder du i Harzen. De er skovrige og gennemskåret af floddale. Hele området består af tre naturparker, idet tre delstater har del i Harzen. Hertil kommer Nationalpark Harz, der fremviser de højeste bjerge i Oberharz mod vest, hvor Bloksbjerg med sine 1.141 meter er det højeste i Nordtyskland.
Harzen byder på rige muligheder for aktiv ferie: Vandring, mountainbike, fiskeri og måske et bad i floder og søer. Om vinteren kan man i bedste fald løbe både langrend og alpint. Her er nok at lave til adskillige dage, idet området også er rigt på historie helt tilbage fra urtiden.
Malmen fra minerne i det 635 m høje Rammelsberg syd for Goslar indeholdt sølv, bly, zink og kobber. Der har formentlig været minedrift i op mod 3.000 år. Den sidste mine lukkede i 1988 men er siden blevet museum og UNESCO Verdensarv.
De tyske vandreruter har gode afmærkninger og stedets tydelige
placering i tilfælde af uheld.
Tysklands højeste bjerge
Vil du have højere bjerge, må du køre videre sydpå til De tyske Alper i Bayern. Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, på 2.962 m, ligger nær Garmisch-Partenkirchen, der bl.a. er kendt for skihopkonkurrencen 1. januar. Udsigten fra bjergtoppen er imponerende.
Nationalpark Berchtesgaden ligger også i Alperne og grænser på flere sider op til Østrig.
Parken har mange besøgende, der især kommer for at opleve den smukke Königssee, der ligger højt og tilmed er 189 m dyb – og Obersalzberg, hvor Hitler og andre fremtrædende nazister havde deres hjem. Hitlers hjem, Berghof, er destrueret og stedet er i dag overgroet af træer.
Til gengæld kan du besøge Kehlsteinhaus, også kaldet Ørnereden, på toppen af bjerget (1.834 m). Nazi-byggeriet stod færdigt i 1938 og kostede en formue bl.a. med sin 124 m høje elevator, ligesom vejen derop tog 13 mdr. at anlægge ved at sprænge klipper væk.
Gåturen til Ørnereden tager 2,5-3 timer fra p-pladsen i Obersalzberg (der går dog også bus). Udsigten er formidabel. Siden 1952 har ’reden’ været indrettet som bjergrestaurant og åbner i maj frem til slutoktober (tjek ift. vejret).
En rammende udsigt over den opdæmmende Edersee
bliver man mødt af på toppen af bjerget.
Tysklands naturlige skatkammer
Rigtig mange danskere har set Tyskland som ’noget der skal overstås’ på køreturen til feriemål i Italien, Frankrig og Østrig. Men rigtig mange andre har opdaget, hvor meget vores sydlige nabo byder på af skøn natur, historie, kultur og oftest bedre vejr.
Jeg håber, at denne artikels lille udvalg af stor natur kan få dig til at tage camperen til Tyskland. Det gør jeg jævnligt og har gennem mange år besøgt utallige skønne steder. Min seneste 12-dagestur i maj 2024 førte os bl.a. til Kellerwald-Edersee Nationalpark vest for Kassel, hvor vi cyklede rundt om søen, vandrede i bjergene og tog en afsvalende dukkert i søen.
"Cyklist stig af" - og det gjorde vi, da cykelstien i det vulkanske landskab i Nationalpark Eifel faldt med 23%.
Klipperne i Sächsische Schweiz syd for Dresden giver både udfordringer og udsigt.
Nationalparkerne skilter tydeligt med uglen, hvor de begynder.
De foregående år har vi oplevet disse nationalparker:
Jasmund på Rügen
Sächsische Schweiz syd for Dresden
Eifel nær Belgien og Luxemburg
Müritz mellem Berlin og Rostock
Hainich ved Wartburg
Harz af flere omgange
De kan noget hver især og har kun overrasket os positivt. Storslåede naturoplevelser venter med et varieret dyre- og fugleliv. Her er masser af afmærkede vandre- og cykelruter, og her er camperen det bedste og flytbare udgangspunkt. Læg vejen forbi turistkontorerne, der har gode kort og anbefalinger.
Tyskland er pakket med stellpladser. Mange er gratis, men fleste er med betaling, der svinger mellem 5 og 25 € alt efter faciliteter og beliggenhed. Jeg bruger oftest Promobils Stellplatz Radar men også Park4Night-app’en til især fricamping.
God fornøjelse!