Oplev Tysklands kurbade - et eldorado af velvære
Af Søren Dalsgaard, journalist og camperturist
På din camperrejse gennem Tyskland kan du overnatte på mindst 123 stellpladser, der alle ligger ved et kurbad eller Spa Resort. Snyd ikke dig selv for denne helsebringende oplevelse, hvor du ligger i varmt mineralholdigt kurvand og slapper totalt af efterfulgt af både dampbad og forskellige saunaer.
Det giver et velvære, der kan sidde i kroppen i dagevis. Min kone og jeg elsker det og har indtil videre besøgt mindst 15 forskellige tyske kurbade med tilhørende stellplads. Heldigvis er der mange flere at besøge på vores næste ture. Se vores favoritter sidst i denne artikel.
I de varme bassiner slapper man rigtig godt af efter mange timers kørsel. Har du ondt i ryggen eller andre steder, kan du få blødt dine muskler og spændinger op ved først at svømme, ligge i det varme boblebad og derpå gå i dampbad, infrarød sauna og i en håndfuld andre saunaer.
Efter nogle timer i dette eldorado af velvære er du garanteret ren. Du har sikkert hvilet og snuppet en lur på en polstret solseng i den stille afdeling. Sult og tørst kan kurbadets ansatte også hjælpe dig af med. Vil du forskønnes, har det professionelle personale en lang række behandlinger at tilbyde – f.eks. massage, mudderbad, saltmasker m.m.
Statsanerkendte kursteder
I Tyskland finder du et unikt kurwellness- og kurlandskab fra det yderste nord til det dybe syd. Alle tyske byer, der smykker sig med fornavnet Bad, er nemlig kurbyer. For at kunne kalde sig et "Spa" eller "kursted", skal de opfylde nogle høje statslige krav, og titlen skal bekræftes hvert 10. år.
Fælles for dem er, at der fra undergrunden strømmer mineralholdige varmekilder op, og dem kan man nyde i mange forskellige bassiner inde og ude. Nogle er vildt salte som Det døde Hav og skønne at flyde i, mens andre er til at svømme i, lave genoptræning og vandaerobic.
Det handler ikke kun om krop, afslapning og nydelse men også om ånd. Kurbyerne har mangfoldige kulturelle tilbud: Koncerter, oplæsninger, teater, kabaret og meget mere. Et besøg i kurbyernes parker er en oplevelse i sig selv med deres havearkitektur, blomsterdekorationer, springvand, skulpturer, pavilloner og endeløse vandrestier.
Den tyske badekultur
Den tyske kurbadskultur er et par hundrede år gammel, men allerede langt tilbage i historien viste romerne vejen, da de herskede over dele af det vestlige Tyskland. Ruiner af store romerske badeanstalter i f.eks. Trier fortæller den historie.
I 1793 blev den første tyske badeby åbnet i Heiligendamm nær Bad Doberan ved Østersøen. De adelige havde midlerne og tiden til at dyrke deres fysiske velvære og livsnydelse. Offentlige badeanstalter blev med tiden mere udbredt, og det har de underjordiske varmekilder medvirket til.
I hele Tyskland er over 350 kurbade og Spa Resorts medlem af Deutscher Heilbäderverband. De tyske sygekasser sender i stor stil deres medlemmer på rekreation og langvarige kurophold. Det er en stor industri, og det kan vi som gæster nyde godt af, fordi kurbadenes faciliteter er så fine.
Det textilfri saunalandskab
Kurbadene har typisk to afdelinger: En med flere bassiner fyldt med det mineralholdige vand, der har forskelligt saltindhold og temperaturer, og en der byder på 5-10 forskellige saunaer og dampbade både inde og ude i den tilhørende have.
Det koster lidt ekstra at træde ind i dette saunalandskab – og det er textilfrei. Her går kvinder og mænd nøgne rundt eller med et håndklæde viklet om sig. Ingen tager notits af andres deller, rynker, appelsinhud eller alderens og tyngdekraftens virkning på visse kropsdele.
Alle er der for det samme: Afslapning. Krop og sind kommer i balance efter varme bade, dampbad og saunagus samt kolde afvaskninger. Men det er et studie i menneskekroppens mange udformninger på en helt afslappet og naturlig måde.
Kvinder og mænd sidder i de samme saunaer på deres egne håndklæder – og de fleste er tavse eller snakker dæmpet. Man kan iklædt sit badehåndklæde nyde kolde drikke eller lidt at spise i den tilhørende café. Børn under 16 år må oftest ikke komme i saunalandskabet.
Vandgymnastik i 32 grader varmt bassin
Måske rammer besøget i kurbadet ind i vandgymnastik med en frisk instruktør. Det har vi prøvet flere gange, og det er en ekstra oplevelse. Saltlagen indeholder mange mineraler og er mere tæt end vand. Opdriften er særlig stærk og aflaster trykket på dine led, så du kan bevæge dig uden symptomer. Træningen er skånsom men meget effektiv. Og så er det sjovt at stå blandt aktive tyske pensionister, der træner så godt, de kan.
Min største spa-oplevelse var i Solewelt i Bad Salzungen, da jeg sænkede min krop ned i deres 6 meter brede saltpool. Den har et saltindhold på 15 %. Med en behagelig vandtemperatur på omkring 34 °C flyder du vægtløst som i Det Døde Hav. Bare lad dig selv drive og lyt til undervandsmusikken. Og som de skriver i instruktionen: ”Efter 20 min. bør du slappe af i en liggestol for at aflaste dit kredsløb. Du kan gøre dette flere gange om dagen”.
Vi har købt bogen ”Wellness mit dem Wohnmobil” og bruger primært den til at finde vores næste afslapnings-oase. Den koster 20 €.
Her er vores favoritter indtil videre:
Bad Königshofen – Franken Therme hvor stellpladsen rummer +100 vogne og koster 16€ pr. nat.
Bad Pyrmont – Hufeland Therme
Bad Dürrheim - Solemar
Bad Salzungen – Solewelt med Sole Reisemobil Hafen har 80 pladser blot 2 min. gang fra kurbadet og koster 14 € pr. nat.
Vi har besøgt flere af dem mindst 2 gange – og vi kommer gerne igen.
Tysklands mange andre bademuligheder
Hvis du ikke er til wellness og textilfrei sauna, så har Tyskland ca. 7.000 svømmehaller og friluftsbade. Søg efter ”Freibad” eller spørg om vej. Selv småbyer har et. Det koster nogle få euro i entré, og så har man adgang til at svømme, lege i vand og slappe af, inden rejsen fortsætter i rengjort stand. Et dejligt alternativ til camperens baderum.
Vil du have endnu mere natur, når du bader, så har vi gode erfaringer med en række tyske badesøer. Vi har også anskaffet bogen ”Bade-spass mit dem Wohnmobil”, der viser vej til 150 stellpladser ved tyske badesøer.