Skip to main content

Autocamperfolket har sat kurs mod Fredericia: Billetsalget til Autocamper Show ruller

Messe CAutocamper Show

Fredericia, september 2026

Autocamperfolket har allerede sat kurs mod Fredericia. Billetsalget til årets Autocamper Show er godt i gang, og lige nu ligger salget knap 15 procent foran samme tidspunkt sidste år.

I år valgte arrangørerne at åbne billetsalget en hel måned tidligere end normalt. Det skulle give de mange autocamperentusiaster mulighed for at sikre sig billetter, inden sommerferien for alvor gik i gang. Og noget tyder på, at det var en god idé.

”Vi ved, at rigtig mange planlægger deres efterår og vinter i god tid, og derfor ville vi gerne give folk muligheden for at købe deres billetter, inden de tog på sommerferie. Det er tydeligt, at mange allerede har besluttet sig for, at Autocamper Show skal være en del af deres efterår” siger projektleder Anette Juhler.

Mere end 300 autocampere samlet under ét tag

Autocamper Show er Danmarks specialiserede messe for autocampere og campervans og samler hvert år både branchen og autocamperfolket i MESSE C Fredericia.

På messen kan besøgende gå på opdagelse blandt mere end 300 af de nyeste autocampere og campervans og samtidig opleve et stort udvalg af udstyr, tilbehør og løsninger til livet på fire hjul. Her kan både den erfarne autocamperrejsende og den, der går med drømmen om at købe sin første camper, få inspiration, rådgivning og mulighed for at sammenligne markedets mange muligheder.

Men Autocamper Show handler ikke kun om selve køretøjerne. Messen er også et sted, hvor man kan finde inspiration til den næste rejse, møde campingpladser, destinationer og turguides og blive klogere på alt fra udstyr og sikkerhed til vedligeholdelse og livet på farten.

Trækker gæster til Fredericia fra hele Danmark

Og det er ikke kun MESSE C, der får glæde af de mange besøgende. Autocamper Show tiltrækker gæster fra hele Danmark, og for mange betyder et besøg på messen også en tur til Fredericia.

Nogle ankommer i deres egen autocamper og overnatter på området, mens andre vælger hotel eller andre overnatningsmuligheder i og omkring Fredericia. Samtidig giver de mange tilrejsende gæster aktivitet til byens restauranter, butikker og øvrige oplevelser.

”Vi har gæster, der kommer fra hele Danmark, og det er noget af det, der gør Autocamper Show til en særlig begivenhed. Vi samler mennesker fra hele landet i Fredericia, og mange af dem bliver også i byen eller området omkring messen. På den måde er messen med til at trække turister til Fredericia og skabe aktivitet langt ud over selve messehallerne,” siger projektleder Anette Juhler.

Går efter at slå sidste års besøgstal

Sidste års Autocamper Show havde mere end 10.000 besøgende, og med den nuværende interesse forventer arrangørerne, at årets messe kommer til at slå den rekord.

Årets fokus er rejser i Norden, og gæsterne bliver taget med på inspiration og oplevelser, på tværs af de nordiske lande, men der er naturligvis meget mere at opleve. 

Fra 30. oktober til 1. november kan gæsterne blandt andet opleve Vanlife Alléen, hvor vanlifere deler deres erfaringer og passion for livet på fire hjul, samt scenerne Drømmefangeren og Camp Talks, der byder på inspiration, rejsefortællinger og gode råd til livet i autocamper.

”Vi har en rigtig god fornemmelse for årets messe. Billetsalget ligger foran sidste år, og vi oplever samtidig stor interesse for både udstillere og sceneprogrammet. Derfor går vi også efter, at vi kommer til at slå sidste års besøgstal” siger projektleder Anette Juhler.

Autocamper Show finder sted i MESSE C Fredericia fra 30. oktober til 1. november 2026.