Destinationen kender vi, når vi er der

Destinationen kender vi, når vi er der
Det er mottoet, når vi – min mand Jens, vores lille hund Ida og jeg – ruller eventyrlystne afsted på evenTUR. Sådan var det også denne sommer, men med én stor forskel: Vi kørte i vores egen autocamper.

Efter mere end ti år med lejede autocampere tog vi sidste år beslutningen om at købe vores egen – en beslutning, der blev truffet på Autocampershow i Fredericia. Og hvilken frihed det er at kunne køre ud ad indkørslen med sin egen, personligt indrettede feriebolig på hjul.

EvenTURbussens jomfrutur er nu et afsluttet kapitel, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele vores oplevelser på dette års Autocampershow.

Her fortæller jeg bl.a. om dagene ved bredden af den smukke Moselflod, hvor vi besøgte den maleriske by Cochem og var så heldige at opleve årets vinfestival. Langs floden var der opstillet små boder, hvor vinbønderne præsenterede deres vine, som flittigt blev skænket i flotte smageglas, specialdesignet til lejligheden.

Vi besøgte også Burg Eltz, et af Tysklands smukkeste slotte, og den lille perle Beilstein. Det er magisk at gå gennem tæt skov uden udsigt – for pludselig at stå foran et slot, der ligner noget fra en Disney-film. Og det er også magisk at ankomme til en lille by via en trækfærge over floden, som man kan gøre det i Beilstein.

Mosel charmerer, selv på regnvejrsdage, men vi drømte om sol og blå himmel – og fandt begge dele i det nordlige Frankrig, lige dér, hvor Tour de France-feltet passerede. Med dannebrog i hånden og gåsehud på armene tog vi del i folkefesten i den legendariske cykelrytter Jacques Anquetils hjemby.

Normandiet og Bretagne bød på små landsbyer, smuk natur, historie og fantastisk mad, indtil vi samlede min søn og hans kæreste op sydøst for Paris. Sammen oplevede vi bl.a. det ekstreme tidevand i Bretagne med op til 14 meters forskel, spiste østers på en østersfarm og besøgte Château d’Ussé – slottet, der inspirerede til eventyret om Tornerose.

I Loiredalen så vi også de fascinerende troglodytter – boliger hugget direkte ind i klipperne – og i Rocamadour gik vi ad de 216 trappetrin, som pilgrimme engang kravlede op ad for at besøge den hellige by højt på klippen. Vi oplevede de sovende vulkaner i Auvergne og vandrede på Grand Colombier, inden turen sluttede med en flyver hjem fra Genève for de to unges vedkommende.

Næste stop var Provence. Her fik vi bl.a. turens største adrenalinsus, da vi planlagde en fredelig aftentur til Abbaye de Sénanque – det smukke munkekloster, der ligger i en dal omgivet af lavendelmarker.

Udstyret med en madpakke til picnic og de helt store forventninger til en storslået oplevelse, begav vi os ud på det, som blev beskrevet som en ”let rute”.

Meget uventet befandt vi os lidt senere kravlende på en bjergskråning i tusmørke, uden mobildækning, og måtte opgive at nå frem til målet, fordi det ganske enkelt blev for farligt. For at gøre en lang historie kort: Det hele endte godt, og næste morgen lykkedes missionen – vi fik set det smukke kloster, og det var alle anstrengelserne værd.

I Saint-Rémy gik vi i Van Goghs fodspor og så, hvor en af historiens største kunstnere har malet nogle af sine mest ikoniske værker, mens han opholdt sig på byens sindssygehospital. I Les Baux-de-Provence fik jeg opfyldt et ferieønske, jeg har haft siden stedet åbnede for ca. 13 år siden. I en gammel kalkstensgrotte er der etableret et lyd-, lys- og billedshow, hvor vi så Claude Monets mesterværker blive levendegjort med musik og projektioner på vægge, gulv og loft. Det var en ubeskrivelig smuk oplevelse – og et fint sted at begynde at vende kølerhjelmen mod nord.

På hjemvejen gennem Jurabjergene og Alsace samlede vi flere smukke, men også tunge minder op, da vi besøgte koncentrationslejren Natzweiler-Struthof – og fik en påmindelse om, hvorfor vi aldrig må glemme historiens mørke kapitler.

Vi sluttede evenTURen af med en helt speciel oplevelse med Tysklands svar på Atlantis ved den smukke Edersee, og det er bl.a. den slags vilde historier fra en del af verden, der er til at nå på sommerferien i autocamper, som jeg glæder mig til at fortælle meget mere om, når vi ses ved Drømmefanger-scenen den 31. oktober og den 2. november.