Vær spontan, men kør efter et mål
Af Katrine Hjulmann
Da Bens og Christian blev interviewet før Autocamper Show sidste år, sad de i Schweiz og var seks måneder inde i deres autocampereventyr.
I dag, halvandet år efter de drog ud i verden på fire hjul, sidder de i Grenaa. Men det er ikke fordi, de har opgivet drømmen om friheden på vejen.
”Jeg har fået et tre måneders vikariat på min gamle arbejdsplads,” fortæller Christian Andreassen, der igen skal arbejde som organist, og ser frem til at bruge sin faglighed.
Da Christian og Bens kørte fra Danmark i februar 2025, var det allermest Christian, der trængte til forandringen og eventyret, der ventede. Nu er rollerne byttet om.
”Jeg har en enorm stor rejselyst, så jeg glæder mig bare til, vi skal afsted igen,” siger Bens Andreassen, selvom han selvfølgelig godt kan se logikken i at få sparet lidt op.
Regn i Portugal, sol på Solskinsøen
Efter det rejselystne ægtepar havde kørt meget af Europa tyndt, kom de til Danmark i efteråret for at holde oplæg på autocampermessen i 2025. Derefter kørte de til Spanien i håb om at nyde lidt varmere himmelstrøg. Men der regnede det en del, så måske ville vejret være bedre i Portugal?
Nej.
”Det regnede fra morgen til aften, og Leo skulle jo også luftes en gang i mellem, men der var virkelig ikke nogen af os, der havde lyst til at gå ud i regnvejret,” husker Bens Andreassen.
Hunden Leo, et gadekryds fra Spanien, købte Christian til Bens i fødselsdagsgave sidste år i starten af deres tur.
”Han har lært nu, at hvis han hører regnen tromme på taget, så nytter det ikke noget at pibe for at komme ud at gå, for vi går ikke ud, når det regner allermest,” griner Christian Andreassen.
Efter det regnfulde, portugisiske vejr, vendte Bens og Christian snuden nordpå, og i maj i år trillede deres rullende hjem ind i Danmark, hvor de skulle til konfirmation. Bagefter besøgte de Solskinsøen, inden turen gik videre til Sverige – nu skulle Norden udforskes.
Nordisk bånd
At rejse i Norden er noget helt særligt, mener de to eventyrere.
”Vi kunne mærke, når vi mødte folk, at det er som om, der er et usynligt nordisk bånd imellem os. Måske ikke som brødre og søstre, men som fætre og kusiner,” synes Bens Andreassen.
Han og Christian fremhæver særligt en episode, hvor de tilfældigt faldt i snak med en kvinde. De smalltalkede, og parret fortalte, at de var på vej længere nordpå. Kvinden foreslog, at de gjorde et stop i Kalix tæt på grænsen til Finland. En by, hvor hendes søster havde en café, så hvis de tog forbi den, skulle de endelig hilse fra hende.
”Da vi så sad på den lille vaffelcafé og hilste caféejeren fra hendes søster, blev vi hurtigt inviteret med til midsommerfest et par dage efter,” siger Christian Andreassen, der var meget forbløffet over kvindens åbenhed.
”Dagen var helt fantastisk, og vi følte os så heldige over at været blevet inviteret med. Der var små piger og kvinder med blomsterkranse i håret, forlystelsesboder og sang og dans,” fortæller parret.
Hjem med bilproblemer
Turen til Norden førte dem naturligvis også til Norge. Bens og Christian er enige om, er Norge et fantastisk land at rejse i, men også hamrende dyrt.
Så da afløbet i autocamperens brusekabine gik i stykker, måtte de sande, at det ville være for omkostningsfuldt at få det repareret i Norge. Lidt modvilligt så de det som et tegn på, at de nok blev nødt til at indtaste Danmark på GPS’en.
”Men det var okay, for jeg fik jo vikariatet, så vi havde også en anden grund at køre hjem for,” siger Christian Andreassen.
Og nu sidder Bens og Christian i deres elskede autocamper i Grenaa, og overvejer hvad fremtiden skal bringe. De har stadig en masser appetit på at rejse, men om de i fremtiden skal arbejde og så være på eventyr 4-5 måneder om året, må tiden vise.
”Da vi begyndte vores tur for 18 måneder siden, kørte vi bare uden at have planlagt noget. Nu har vi fundet ud af, at vi faktisk også godt kan lide at køre efter et bestemt punkt på kortet, men med lov til spontanitet og afvigelser fra planerne. Det er ofte der, vi har skabt de bedste minder,” opsummerer Bens og Christian Andreassen.
Du kan opleve Bens og Christian, når de holder foredrag ved Autocamper Show lørdag d. 31. oktober 15:15 til 15:45 og søndag d. 1. november kl. 13.15 til 13.45.

